I går aftes var jeg ude at sejle. Blikstille hav og fantastisk smuk stjernehimmel som man virkelig kan se derude i mørket. Vi sejlede stille rundt, smed ankeret i og fik så besøg af en enlig måge, som lige skulle se, hvad vi lavede, og som blev omkring skibet i et par minutter inden den fløj videre.
Månen var bananformet, smuk og stor og gik dovent ned lige oveni i Køge by, som lå og glimtede derinde på land. Det var så fantastisk smukt, og jeg ville ønske, at jeg havde haft mit kamera med.
Ved indsejlingen var der store isflager, som var drevet ud fra havnen, og vi ramte en lillebitte klump, som gav en ordenlig brægen i skroget, og jeg tænkte, at Titanics isbjerg må ha' givet et brag af dimensioner, når den lille klump kunne give så meget lyd i vores skib.
Når man er derude i sådan et vejr og det hele spiller, er det svært ikke at sætte stor pris på livet og alle de små ting, som man bliver glad over, og man tænker let store tanker, men man føler sig altså også lidt lille med den kæmpe stjernekappe over hovedet - man er jo kun en lillebitte mikroskopisk prik i det store billede. Men i går var det altså fantastisk at være den lillebitte prik.
Jeg ved ikke, hvad det er med mig og mørkesejlads, men jeg føler mig altid tryg. Havet kan være vildt og frådende, og man kan nogle gange føle, at det griber fat i skibet og leger med det, som vi leger med en bold. Men i mørke er det anderledes, og jeg er aldrig bange. Måske er det fordi jeg netop ikke kan se andet end lige den plet, jeg er på? Et oprørt hav er jo så vilde kræfter, at der ikke er så meget at stille op, hvis man falder over bord med mindre man bliver reddet med det samme, og jeg har vel et eller andet sted accepteret det og er kommet udover min dødsangst når det gælder havet. Det er mærkeligt, for på land er det anderledes - jeg bliver bange og utryg netop fordi jeg IKKE kan se, hvad der er i mørket, og jeg hader at være alene ude, for tænk nu hvis...
Nå, det blev et længere småfilosofisk eksistens-indlæg - nu vil jeg nyde, at solen stadig skinner og jeg har fri i morgen.
Og så er det jo Kampdag... Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg frejdigt springer ind i Kussomaten og får taget et billede, så I må (heldigvis) nøjes med mit billedbidrag
Ha' en dejlig Kampdags-tirsdag!
